Vand til markvanding
Det er formålet at sikre mere vand til markvanding uden negative miljøpåvirkninger på vandløb og våd natur. Målet er at udvikle og beskrive mindst tre løsninger, der kan sikre vand til markvanding, hvor øget vanding ellers ikke er mulig. Det er endvidere målet at udbrede et godt kendskab til løsningerne.
Der vil blive arbejdet med følgende løsningsmuligheder: 1) Markvanding med opmagasineret overskudsnedbør fra vinterhalvåret, 2) Klimasøer i landskabet, der kan sikre øget vandføring i vandløbene i tørre perioder og 3) Udpumpning af vand i vandløbene i tørre perioder i tørre år. Der foretages en opsamling af eksisterende viden i ind- og udland om teknologier og tiltag, der vurderes at være egnede. Løsningerne analyseres med hensyn til styrker, svagheder, barrierer for implementering og mulige synergieffekter, specielt i forhold til også at kunne begrænse udledningen af kvælstof og fosfor fra dyrkede arealer samt med hensyn til at øge naturindholdet i landskabet. Løsningerne videreudvikles og tilpasses. Der udarbejdes tekniske beskrivelser i form af produktblade.
Anlægs- og driftsomkostninger estimeres og afledte effekter kvantificeres bedst muligt. For et udvalgt opland gennemføres en analyse, hvor egnede placeringer af udvalgte løsninger identificeres og kortlægges. Det vil ske i et tæt samarbejde med kommunen i området. Potentialet for mere vand til markvanding og de afledte effekter estimeres for hele oplandet. Analysen opskaleres til landsplan under hensyntagen til forholdene i forskellige områder af landet. Der gennemføres et informationsmøde for landmænd, kommuner og andre interessenter, hvor løsningsmulighederne præsenteres og drøftes. Der udarbejdes en samlet rapport med dokumentation af effekter og beregninger samt artikler, mødeindlæg og videoklip. Det forventes, at driftsresultatet kan øges med 30 t.kr. i gennemsnit pr. år på 10 pct. af heltidsbedrifterne.